onsdag den 31. august 2022 12.00

Fra bro til muleposer

Tour de France lever videre

Stoffet fra den gule bro omsyet til tasker

Stoffet fra den gule bro omsyet til tasker

BMC

De store mængder gult stof, som omdannede Chr. X bro i Sønderborg til et Tour de France vartegn, genbruges nu til muleposer og indkøbsnet

Et minde om Tour de France

På det røde bånd i toppen af posen er der trykt teksten: "Syet af genbrugsstof fra Tour de France Sønderborg 2022", og på den måde kommer det store cykelløb til at skabe varige gule kendetegn i bybilledet.

Det er Røde Kors i Sønderborg som har påtaget sig opgaven med at sy poser af de mange meter stof, og som sælger dem for 35 kr. stk. 

Ideen om at genbruge stoffet opstod allerede i forbindelse med Bitten & Mads Clausens Fond's donation til projektet, idet Peter M. Clausen udtrykte ønske om, at stoffet fra broen kunne genbruges og dermed sikre bæredygtighed og cirkularitet. Det er derfor en stor fornøjelse at se de første poser udført, og den positive interesse de er omgærdet af. Der er allerede afgivet mange bestillinger på muleposerne som fås med enten kort eller lang hank. 

Som en lille kuriositet kan man på stoffet se brugsspor fra tiden på broen i form af aftryk og mærker. På den måde er ingen tasker helt magen til hinanden. Hver især udgør de et unikt minde fra den store og glade begivenhed det var, at Tour de France kom til byen.

Vive le Tour!