/media/z50byk2z/gaardsplads-og-hovedindgang-16x9.jpg?width=1280&height=720&rnd=133465093034070000

Schackenborg Fonden

Schackenborg slot og anlæg er en af Sønderjyllands historiske ejendomme, og en markant turistattraktion

Den 1. juli 2014 stiftedes Schackenborg Fonden, i et samarbejde mellem Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, ECCO Holding, Ole Kirks Fond samt Bitten & Mads Clausens Fond.

Schackenborg Fonden erhvervede sig i forbindelse med stiftelsen Schackenborg slot og dele af det tilhørende landbrug og bygninger.

Baggrunden for etableringen af Fonden og erhvervelsen af Schackenborg var: 1) At opretholde forbindelsen mellem Kongehuset og Sønderjylland 2) At bevare Schackenborg slot og anlæg som en af Sønderjyllands historiske ejendomme 3) At åbne slot og park for offentligheden 4) At skabe et økonomisk og bæredygtigt fundament.

Schackenborg Fonden

I 1978, efter 11 generationer i Schack-slægtens eje, blev Schackenborg Gods overdraget til H.K.H. Prins Joachim. Prinsen overtog godset i 1993, og boede der med sin familie indtil 1. juli 2014, hvor Schackenborg Slot overgik til fondsdrift.

Siden opkøbet har bestyrelsen i Schackenborg Fonden udarbejdet en strategi, der støtter op om de fire formål. Ligeledes er der ansat en slotsforvalter og en godsforvalter, som udgør direktionen, og som varetager den daglige ledelse af fondens virksomhed og aktiviteter.

Kort om Schackenborg Slot

Schackenborg Slot blev opført i årene 1661-1664 i Møgeltønder på samme sted som det daværende Møgeltønderhus. Møgeltønderhus kan dateres tilbage til 1200-tallet, og tilhørte biskoppen i Ribe helt frem til reformationen i 1536, hvor borgen overgik til kongen. Slottet opførtes af rigsfeltherre og senere greve Hans Schack. Hans Schack erstattede borgen med et trefløjet barokanlæg i to etager, omgivet af voldgrave og bastionære volde, og aksefast sammenknyttet med stalde, ladegård og park. Fra en gennemgribende renovering i 1750’erne stammer inden- og udendørs stukkatur i rokoko. Avlsgården blev revet ned og flyttet i 1770’erne.

Schackenborg Fonden har sin egen hjemmeside, som kan findes ved at følge nedenstående link.

Schackenborg Fonden