En julekalender for hele familien, hvor døren åbnes til naturvidenskabens spændende verden, er omdrejningspunkt for et filmprojekt støttet af Bitten & Mads Clausens Fond.
I forbindelse med 100 året for at Niels Bohr modtog Nobelprisen i fysik, bliver 2022 til et nationalt videnskabsår. Fejringen af jubilæet skydes i gang med en TV 2-julekalender allerede i december 2021. Projektet støttes af flere store danske fonde, og heriblandt også Bitten & Mads Clausens Fond, som har doneret 7,5 mio. kr. til Niels Bohr Instituttet.
Projektet støttes desuden af Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden). Fælles for de fire store fonde er et ønske om at fremme interessen og nysgerrigheden for naturvidenskab hos børn og unge.
Projektet ligger for Bitten & Mads Clausens Fond indenfor fondens fundats om at agere til gavn for Danfoss. Peter M. Clausen, formand i Bitten & Mads Clausens Fond, forklarer:
”Bitten & Mads Clausens Fond er forbundet med Danfoss, hvis succes er knyttet til ingeniør- og naturvidenskab. Det er indenfor det felt, at fremtidens løsninger på teknologiske udfordringer skal findes. Vi har derfor brug for børn og unge, som er nysgerrige på naturvidenskab. De bliver fremtidens ingeniører, som vil bidrage til nye bæredygtige grønne løsninger”.
Peter M. Clausen, Formand
Julekalenderen som sendes på TV2 i december 2021, har et samlet budget for produktionen på 55 mio. kr.
For Bitten & Mads Clausens Fond er det ikke nyt, at igangsætte projekter som skal skabe nysgerrighed og sjov med naturvidenskab. Det er også grundtanken i Universe Science Park på Nordals og i Katafondens LEAPS læringsforløb. Det er dog første gang, at fonden er involveret i et national film-projekt af denne karakter.
Institutleder ved Niels Bohr Instituttet, professor Jan W. Thomsen fortæller om projektet:
Det bliver en ny måde at formidle naturvidenskab på, som Niels Bohr Institutet sammen med TV 2 og Nordisk Film Production tager i brug og fører ud i livet. Vi vil skabe opmærksomhed om og vække interesse for naturvidenskaben. For selvom naturvidenskab er en naturlig del af vores hverdag, har de fleste børn, unge og voksne til gode at opdage, hvor stor en indflydelse naturvidenskaben rent faktisk har på vores daglige liv.
Professor Jan W. Thomsen
Et univers af aktiviteter
TV 2-julekalenderen vil blive fulgt op af mange andre læringsaktiviteter, projekter, udstillinger og fællesskaber for børn og voksne, som rækker langt ind i 2022.
Hos Nordisk Film Production, der skal producere julekalenderen til TV 2, forklarer producer Trin Hjortkjær Thomsen:
Dette historiske samarbejde muliggør udvikling og produktion af et særdeles ambitiøst juleeventyr fortalt i 24 afsnit. I Nordisk Film Production er vi allerede i gang med forberedelserne til indspilningen, og i samarbejde med Niels Bohr Instituttet og TV 2 glæder vi os til at præsentere en medrivende historie sat i naturvidenskabens forunderlige verden.
Trin Hjortkær Thomsen
For at læse mere om projektet, kan Niels Bohr Institutet besøges via dette link: