Fremtidens virksomheder og produkter skabes af innovative iværksættere, der har ideen og modet til at føre dem ud i livet. Det er dem, der skal vækste dansk BNP og sikre dansk eksport og konkurrenceevne; så dem er der brug for flere af.
Derfor har Bitten & Mads Clausens Fond, sammen med LINAK og Sønderborg Kommune, igangsat en målrettet indsats, der skal sikre, at alle startups får den hjælp, de har brug for. Med STEAR - SONDERBORG ENERGY & TECH STARTUPS bliver der sat særligt ind over for teknologibaseret iværksætteri i et tæt samarbejde med Syddansk Universitet.
Sønderborg er i vid udstrækning baseret på iværksætteri. Store virksomheder så som Danfoss og LINAK og mange SMV'er er resultatet af innovative iværksættere. Dem skal der være endnu flere af.
I Sønderborg har vi en unik styrkeposition inden for teknologi og energi, som vi kan bygge fremtidens virksomheder på. Men det kræver, at vi gør en aktiv indsats for at arbejde i dybden med teknologi, produktudvikling og kapitalrejsning. Det er det, vi gør nu ved at lancere en særlig enhed, der skal understøtte startups inden for energi og teknologi
Lars Tveen, Direktør i Bitten & Mads Clausens Fond
Sammen med LINAK har Fonden stiftet foreningen STEAR - SONDERBORG ENERGY & TECH STARTUPS, som skal yde en specialiseret indsats rettet mod forskningsbaseret iværksætteri. Foreningen blev lanceret til et større startup-event d. 4. februar, hvor der var indlæg fra både ind- og udland.
Bent Jensen, der selv har bygget den globale virksomhed LINAK fra bunden, forklarer:
Vi har brug for flere kvalitets-iværksættere og succesfulde founders i Sønderborg. For det er dem, der udvikler fremtidens produkter og virksomheder, og dem har vi brug for, ikke kun i Sønderborg men i det hele taget. Derfor skal vi naturligvis også give dem den hjælp, de har brug for.
Bent Jensen, Ejer af LINAK
Samarbejde skaber resultater
Stiftelsen af STEAR sker i et tæt samarbejde med Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet. På den måde er der skabt et langsigtet strategisk samarbejde, der går på tværs af både det offentlige, det private og universitet, sådan som der også lægges op til i den Nationale Iværksætterstrategi.
Borgmester Erik Lauritzen siger:
Vi har en målrettet og ambitiøs plan for, hvordan vi vil styrke iværksætteriet og dermed fremtidens jobskabende virksomheder, så vi når de mål, der fremgår af kommunens Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst. Vi har en stærk tradition for at samarbejde og løfte i flok, så vi skaber resultater, der kommer alle til gavn; det gør vi også her.
Erik Laurizen, borgmester, Sønderborg Kommune
På Syddansk Universitet har man mange års erfaring og succes med at understøtte iværksætteri fra blandt andet Odense, der i dag er bredt anerkendt for at have en styrkeposition inden for robotteknologi. Den erfaring tager man med ind i projektet.
Her lyder det fra dekan Henrik Bindslev:
Vi ser meget frem til samarbejdet i Sønderborg. Her er alle ingredienserne til stede for at kunne skabe vækst-iværksættere. Her er et unikt samarbejde på tværs af relevante aktører, et globalt orienteret erhvervsliv og stærke tekniske kompetencer på forskningsområdet. Det er et meget solidt udgangspunkt for succes.
Henrik Bindslev, Dekan, SDU Sønderborg
STEAR - SONDERBORG ENERGY & TECH STARTUPS vil få til huse på Alsion, Syddansk Universitets campus i Sønderborg.