Bitten & Mads Clausens Fond er - sammen med andre investorer - involveret i stiftelsen af Schackenborg Fonden, som er en erhvervsdrivende fond. Ud over at eje Schackenborg Slot og park, driver Schackenborg Fonden landbrugsjord på ca. 300 Ha, der hører til slottet, samt en juletræsproduktion. Jorden dyrkes i samarbejde med HKH Prins Joakim, og en del af afgrøderne afsættes via samarbejdet ”De 5 gårde” i COOP's butikker.
Formålsparagrafferne for Schackenborg Fonden beskriver bl.a. at den skal eje og bevare Schackenborg Slot og park, samt at give adgang for offentligheden til disse områder. Derudover er det fondens formål at give Deres Kongelige Højheder Prins Joachim og Prinsesse Marie, og andre medlemmer af den danske kongefamilie, mulighed for lejlighedsvise ophold på Schackenborg. Endelig vil Schackenborg Fonden yde støtte til almenvelgørende og almennyttige formål, i det omfang der efter bestyrelsens opfattelse er økonomisk mulighed herfor.
Da Schackenborg Fonden er nyetableret, pågår arbejdet med at planlægge en række projekter i relation til Schackenborg stadig. Flere af projekterne forventes påbegyndt allerede i 2016, men der vil over de kommende år fortsat blive arbejdet på nye tiltag og aktiviteter, som understøtter Schackenborg Fondens formål.