Fredag d. 1. december 2023 blev det første spadestik taget til det store renoveringsprojekt i Sønderborg Lufthavn.
Det var bestyrelsesformand for Bitten og Mads Clausens Fond, Per Egebæk Have, som sammen med tidligere formand Peter Mads Clausen, Borgmester Erik Lauritzen og tidligere bestyrelsesformand for Danfoss, Jørgen Mads Clausen, satte spaderne i jorden og dermed markerede starten på det største anlægsprojekt i en indenrigslufthavn i nyere tid.
Det er meget glædeligt, at moderniseringen af Sønderborg Lufthavn skydes i gang. Vi har en stærk ambition om at styrke området af hensyn til erhvervslivets fortsatte vækst. Og her spiller infrastruktur, og en nem og hurtig adgang til resten af verden, en vigtig rolle. Det kræver en lufthavn i Sønderjylland, som peger ind i fremtiden, ved både at være moderne, effektiv og bygget med bæredygtighed for øje.
Per Egebæk Have, Bestyrelsesformand Bitten & Mads Clausens Fond
Over de kommende fire år bliver lufthavnen renoveret og moderniseret for over 212 mio. kr., så den bliver fremtidssikret med et stærkt bæredygtigt aftryk. Først skal udenomsarealerne opdateres, og efterfølgende bygges en ny terminalbygning. Det første skridt på vejen bliver at skifte lys og udstyr på landingsbanen, så det er ”state of the art”. En investering, der alene beløber sig til omkring 90 mio. kr.
Teknologisk løft udføres først
Som det første etableres et moderne banelysanlæg på hovedbane, taxaveje og indflyvning, hvor det gamle anlæg opgraderes med en ny LED løsning. Det er en mere bæredygtig driftsløsning, da LED lamper bruger langt mindre strøm. Det er også mere effektivt og medfører langt færre vedligeholdelsesomkostninger. Derudover bliver det eksisterende ILS navigationsanlæg udskiftet med et nyt og moderne anlæg, så der også i et fremtidssikret scenarie kan navigeres fly sikkert ned på banen i lav sigtbarhed.
Massiv investering indikerer ambitionsniveauet for lufthavnen
Sønderborg Lufthavn har eksisteret siden slutningen af 1960-erne og har i alle årene været en livsnerve med en fast ruteforbindelse til København. I dag bliver der også fløjet charterflyvninger fra lufthavnen, og ambitionerne er store for fremtiden. Målet er at nå 150.000 rejsende om året. Og byggeprojektet er da også den største investering i en indenrigslufthavn i Danmark i nyere tid.
Med udviklingen af lufthavnen håber vi naturligvis på at kunne til tiltrække flere operatører og skabe flere ruter, også meget gerne til en europæisk hub, som bliver efterspurgt af erhvervslivet. Lufthavnen er et trafikalt knudepunkt, som har stor betydning – ikke bare for Sønderborg Kommune, men for hele Sønderjylland.
Erik Lauritzen, Borgmester Sønderborg Kommune
Hvordan den nye lufthavnsterminal kommer til at se ud, ligger endnu ikke fast. Der skal vælges en arkitekt til opgaven, og selve byggeriet af terminalbygningen forventes igangsat medio 2025. Kravene til byggeriet vil bl.a. være, at der bliver tænkt i bæredygtighed i såvel opførelsesfasen som i den efterfølgende drift. Hele byggeriet forventes færdigt medio 2027.
Læs mere om Sønderborg Lufthavn på hjemmesiden: