Byggeriet af Kongebrohuset skrider fremad i Byens Havn, og snart står de flotte facader i teglsten helt færdige. Allerede nu kan man dog få et indtryk af, hvordan huset vil tage sig ud med de røde teglsten og store altaner ud mod Alssund.
Den indvendige færdiggørelse af lejlighederne er der fuld fart på i øjeblikket. Gulve, køkkener og lofter monteres, hvilket er et arbejde der er startet i de nederste etager, og som bevæger sig opad i takt med at etagerne over bliver klar. Det sidste som leveres hertil, bliver de hårde hvidevarer.
Alle lejligheder er solgt, og køberne modtager med mellemrum nyhedsbreve om fremdriften på deres nye bolig, ligesom de inviteres til besigtigelse med passende mellemrum. Senest har alle købere været på besøg i deres egen lejlighed i august 2021.
Tidsplanen følges stadig til punkt og prikke, og indflytning i lejlighederne vil ske fra årsskiftet 2021-2022.
Herunder ses lidt flere billeder af byggeriet fra en flot septemberdag i Sønderborg. De store altaner ud mod Alssund færdiggøres som noget af det sidste, hvor flotte rammer på altanerne vil blive løftet ind på plads.