lørdag den 29. oktober 2022 12.00

Jubilæumsgaver bliver til grøn plads

"50 års plads" i kommende bypark

Fondens jubilæumsskrift

Fondens jubilæumsskrift

BMC

Idag, den 29. oktober 2022, er det præcis et år siden, at Bitten & Mads Clausens Fond fejrede sit 50 års jubilæum.

Ved arrangementet den 29. oktober 2021 bad Fonden om at evt. gaver fik form af indbetalinger til en jubilæumskonto. Det resulterede i et flot beløb, som Bitten & Mads Clausens Fond efterfølgende fordoblede.

Der skal lyde en stor tak til alle der fulgte opfordringen, og indbetalte et gavebeløb på jubilæumskontoen. De kan nu - sammen med Fonden - glæde sig over, at pengene bliver brugt på en gave, der kan benyttes af mange.

Det er nemlig besluttet at reservere jubilæumsbeløbet til at etablere en ”50 års plads” i den kommende bypark, som anlægges i forbindelse med de sidste byggerier i Byens Havn: Danfoss House, Seniorbofællesskab og en 14-etagers beboelsesejendom. I byparken bag byggerierne laves en plads med bænke, der indbyder til ophold i grønne omgivelser.

De foreløbige planer for udformningen af 50-års pladsen kan ses på tegningen herunder. Der er planlagt bænke og en varieret beplantning af træer, buske og græsser, som tilsammen gør pladsen til et hyggelig grønt opholdsareal for alle der besøger byparken.

Design af 50 års pladsen

Design af 50 års pladsen

SLA

Tidsplanen er ikke klar endnu

Selvom projektet er besluttet, er det endnu kun på skitseplan. Tidsplanen for ”50-års pladsen” er ikke lavet, og afventer det sidste byggeri i Byens Havn. Det er et 14-etagers lejlighedskompleks, som p.t. er på tegnebrættet. Der er således stadig nyt at se frem til i Byens Havn, både i forhold til beboelse og i forhold til natur og grønne oplevelser.

 

Placeringen af ”50 års pladsen” fremgår af nedenstående gule oval, som er sat ind på et dronefoto fra før Seniorbofællesskabet og Danfoss House blev påbegyndt. På fotoet ses afgrænsningen mellem de tre byggegrunde på Nordstykket samt arealet til byparken bagved.

Placering af 50 års plads, Byens Havn

Placering af 50 års plads, Byens Havn

På Fondens hjemmeside findes nyheder fra 50 års jubilæet i 2021. I forbindelse med jubilæet forærede Fonden et havnebad og en udvidelse af Skansen til Sønderborg Kommune, og der blev lavet en film om Fondens og dens arbejde. 

Se sidstnævnte ved at klikke på dette link 

Jubilæumsfilm om Fonden