mandag den 25. oktober 2021 12.00

50 års jubilæum

Fonden fylder rundt og fejrer det den 29. oktober

Bitten Clausen stiftede Fonden til gavn for Danfoss i 1971

Bitten Clausen stiftede Fonden til gavn for Danfoss i 1971

Danfoss Historisk Center

Bitten & Mads Clausens Fond fejrer 50-års jubilæum i 2021.
Jubilæet afholdes den 29. oktober kl. 13, med en festligholdelse på kunsthalspladsen på havnefronten mellem Multikulturhuset og Alsik. Her vil bestyrelsesformand for Bitten & Mads Clausens Fond, Peter M. Clausen overrække to jubilæumsgaver fra Fonden til Sønderborg Kommune.

Skatteminister Morten Bødskov (S) taler ved overrækkelsen af jubilæumsgaverne. Derudover deltager Sønderborg byråd, samt repræsentanter fra ledelsen i Danfoss og Fondens samarbejdspartnere.

Alle er velkomne til at overvære afsløringen af jubilæumsgaverne. Efter den formelle overrækkelse af jubilæumsgaverne er der mulighed for at få fødselsdagskage og noget forfriskende at drikke.

Udstilling langs Byens Havn
Langs havnefronten vil der frem til den 23. december blive præsenteret en række illustrationer, som fortæller om nogle af de mange projekter, som Bitten & Mads Clausens Fond har støttet igennem de sidste 50 år. Alle illustrationer har QR-koder, bag hvilke der gemmer sig en virtuel gæstebog. Her kan alle interesserede sende en hilsen til Bitten & Mads Clausens Fond i anledning af jubilæet.

Peter M. Clausen

Peter M. Clausen

Bitten & Mads Clausens Fond

Vi glæder os til at fejre Bitten & Mads Clausens Fonds 50-års jubilæum, og især den udvikling, dynamik og vækst, som Fonden i et tæt samspil med ikke mindst Sønderborg kommune og en bred vifte af lokale aktører har bidraget til gennem vores aktiviteter. Vi begynder at kunne se de positive effekter af vores støtte inden for bl.a. studiemiljøer, infrastruktur, turisme og bosætning. Det gør mig glad, at Fonden i 50 år har kunnet bidrage til at understøtte den landsdel, som min familie og jeg sætter så højt.

Peter M. Clausen, Formand, Bitten & Mads Clausens Fond

Til gavn for Danfoss
Da Bitten Clausen lillejuleaften i 1971 stiftede Bitten & Mads Clausens Fond, gjorde hun det for at værne om Danfoss. Ved at placere ejerskabet af virksomheden i Fonden, ønskede hun at skabe de bedste betingelser for virksomhedens fortsatte vækst og udvikling med udgangspunkt i dens placering på Als.

Danfoss' hovedkvarter i Nordborg

Danfoss' hovedkvarter i Nordborg

Danfoss

Siden er Fonden vokset i aktivitet og størrelse, og i dag - et halvt århundrede efter sin stiftelse - kan Bitten & Mads Clausens Fond fejre 50-års jubilæum som en af Danmarks største erhvervsdrivende fonde. Historien er beskrevet i Fondens jubilæumsskrift som kan læses ved at følge linket. 

Fondens historie går hånd i hånd med historien med Sønderjyllands positive udvikling til en attraktiv og dynamisk region, hvor mennesker og virksomheder finder det meningsfuldt at slå sig ned. Særligt i de seneste år har Bitten & Mads Clausens Fond sammen med offentlige og private partnere lagt kræfter i at skabe optimale rammevilkår for Sønderborg-området. Startskuddet blev den såkaldte Monitor-rapport fra 2004, som tegnede et dystert billede af områdets fremtid, hvis ikke man udnyttede vækstpotentialet for Sønderborg.

Rapporten beskrev en 35-årig periode for at vende udviklingen i Sønderborg. Allerede 17 år senere, er der opnået markante resultater ved hjælp af Fondens støtte og et unikt samarbejde med kommunen, regionen, byen, erhvervslivet i Sønderborg og borgerne. Resultaterne tæller bl.a. forbedret infrastruktur, et universitet med forskning i verdensklasse og en helt ny bydel med et firestjernet hotel på havnen i Sønderborg. I Nordborg ligger Universe Science Park og om få år også Nordborg Resort.

Dertil kommer det ambitiøse ProjectZero, der har reduceret det samlede CO2 udslip med 51,7 procent siden 2007 udelukkende med energieffektive løsninger. Målet er CO2-neutralitet i 2029.

Et andet markant tegn på den positive udvikling er, at Sønderborg bliver værtsby for Det Internationale Energiagenturs (IEA) globale topmøde i 2022. Her vil deltagere fra hele verden komme til området for at blive præsenteret for energieffektive og bæredygtige løsninger bl.a. løsninger, som allerede er realiseret under ProjectZero. Måneden efter den 3. juli kommer Tour de France til Sønderborg som en del af Grand Départ. Det er første gang, at løbet afvikles i Danmark.

Bitten & Mads Clausens Fond, 50 år

Bitten & Mads Clausens Fond, 50 år